Kom og vær med til at udforske, hvordan vi skaber arbejdspladser, som flere kan og vil gå på arbejde i! Vi sætter scene til en række virksomheder, som har bygget diversitet og mangfoldighed ind i deres virksomhedsmodeller, og de vil dele ud af deres erfaringer til fælles inspiration.
Kom d. 20. maj og vær med til at udforske, hvordan vi skaber diversitet og inklusion på arbejdspladser.
Vi får besøg af en række seje oplægsholdere og paneldeltagere, som vil dele ud af deres erfaringer med at arbejde med diversitet og anti-diskrimination i ansættelser og arbejdskultur.
I Kooperativt København samler vi organisationer, der gerne vil gøre op med business as usual. Det betyder bl.a., at vi er virksomheder og foreninger, som prøver at være arbejdspladser på nye – og mere inkluderende –måder. Det gør vi os en masse gode og dårlige erfaringer med.
Vi inviterer derfor ind til en eftermiddag, hvor vi gensidigt kan inspirere hinanden til at skabe mere rummelige og inkluderende arbejdspladser i praksis. Det er ekstra vigtigt i en tid, hvor værdier som diversitet og mangfoldighed er under pres.
Eftermiddagen skal inspirere os som arbejdspladser til at arbejde med anti-diskrimination og mangfoldighed og skabe tiltag for socialansvarlighed og diversitet.
Tilmeld dig her
Dato: 20. maj
Tid: 15:00-18:00
Sted: Send Flere Krydderier /Union, Nørre Allé 7
Sprog: Dansk – Hvis du har engelsktalende kollegaer, som ønsker at deltage, så skriv til os, så finder vi en løsning.
Tilgængelighed: Lokalet kan tilgås med lift. Der vil både være bænke og stole at sidde på, dog flest bænke.
Fotos: Der vil være fotograf til stede. Billederne vil blive brugt i Kooperativt Københavns kommunikation
Arrangementet er støttet af Københavns Kommune.
Rosa Lois Balle Yahiya: Rosa Lois vil moderere eftermiddagens program. Hun er en erfaren kulturentreprenør med speciale i repræsentation, lige adgang og arbejdsmiljø i musik- og kulturlivet. Hun er stifter og sekretariatsleder af den prisvindende non-profit forening Another Life og har i over ti år arbejdet i musikbranchen med blandt andet organisationsudvikling, ledelse, strategi og projektudvikling. Derudover har hun erfaring med moderering, facilitering og kuratering af forskellige formater for vidensformidling, herunder panelsamtaler, workshops og oplæg med primært afsæt i skabelsen af mere lige adgang og bedre vilkår i kulturlivet.
Public Service: Public Service er et medarbejderejet kooperativ, hvor flere af medarbejderne har diagnoser, som de taler åbent og professionelt om over for kunder. Som kreativt bureau skubber Public Service aktivt på for, at den kreative branche bliver mere ansvarlig og inkluderende overfor minoriserede. Det vil Sophie Gevind, stifter af Public Service, bl.a. tale om.
Log Ladies : Log Ladies er et byggekooperativ, der både laver almindelige byggeopgaver og prøver at skabe en mere mangfoldig og inkluderende byggebranche. Laura Heiberg, tømrer i Log Ladies, vil bl.a. tale om, hvordan Log Ladies opstod som et svar på det, stifterne manglede i læretiden og som svende på mandsdominerede arbejdspladser: Mangfoldighed, fællesskab og et hensyn til hinandens og klodens ressourcer.
FRAK: FRAK er sat i verden for at gøre unge gode til at arbejde. Den socialøkonomiske virksomhed tilbyder bl.a. arbejdstræning, der hjælper unge fra udsatte byområder ind i nye fællesskaber og bygger bro til fritidsjob og uddannelse. Mudi Jarkass, udviklingsleder i FRAK vil tale om deres arbejde med at skabe jobs til unge, ofte med minoritetsetnisk baggrund, og klæde dem på til at få en god start på voksenlivet.
Buddha Bikes: Buddha Bikeser et cykelværksted og -butik, som aktivt arbejder på at modarbejde den uholdbare brug-og-smid-væk-kultur, der præger vores forhold til både materialer og mennesker. Stifter Simon Nohrstedt vil i panelsamtalen tale om, hvordan Buddha Bikes forsøger at udfordre det herskende normalitetsbegreb og bl.a. ansætter folk med diagnoser, som passer dårligt ind på det ordinære arbejdsmarked.
Diversity Works: Står bl.a. bag den socialøkonomiske café- og cateringvirksomhed Send Flere krydderier, som skaber meningsfulde beskæftigelsesforløb for langtidsledige borgere med minoritetsetnisk baggrund. Deres erfaring er, at adgang til positive fællesskaber og meningsfulde sociale aktiviteter er en afgørende faktor for at forbedre borgernes livskvalitet og parathed til at indgå i et arbejdsfællesskab. Direktør Sara Bech Jakobsen vil tale om deres arbejde med at skabe lige muligheder og rettigheder for minoritetsetniske danskere.