5/5/2025
Netværk
Organisation
Viden og formidling

Kitchen Collective: »Jeg opdagede pludselig, at jeg var lullet ind i konventionelle forretningslogikker«

Mia Maja Hansson driver i dag Kitchen Collective i Kødbyen. Men vejen dertil har ikke været lineær. Hun startede stort med køkkener i hele landet og en plan om at udrulle ideen i Europa. I stedet endte hun med at nedskalere og forfølge det, der var den oprindelig tanke: At skabe fællesskab mellem madiværksættere.

Nej tak til iværksætteri på formel

Mia Maja Hansson er stifter og leder af Kitchen Collective, et madiværksætterhus i Kødbyen i København. Kitchen Collective kunne sidste år fejre 10-års jubilæum, men hvis Mia Maja Hansson havde kigget i krystalkuglen som nyudklækket iværksætter, havde hun måske forventet at se noget andet:

»Jeg er uddannet fra CBS og skolet i klassiske start-up-logikker med vækst og skalérbarhed som hovedformål. Jeg startede derfor Kitchen Collective stort med en testcentral i Aarhus og en plan om at udbrede delekøkkener til hele Europa.«

Men det føltes ikke rigtigt, fortæller Mia Maja Hansson:

»Jeg opdagede pludselig, at jeg var lullet ind i konventionelle forretningslogikker. Der var hele tiden ældre mænd, der ville fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, og det harmonerede slet ikke med min grundtanke med Kitchen Collective, som var at skabe fællesskab og vidensdeling i en på mange måder giftig branche. Jeg er drevet af en kærlighed til mad og til mennesker, men det tog noget tid, før min forretningsplan for alvor afspejlede mine værdier.«

Foto: Liv M. Kastrup

Forretningsmodel med fire ben

Mia Maja Hansson valgte efter en hæsblæsende opstart at nedskalere Kitchen Collective til én lokation. Samtidig besluttede hun at arbejde med et mere organisk vækstbegreb, som gav hende tid til fordybelse og til løbende at forfølge nye projekter og forretningsmodeller: »På den måde er jeg stadig iværksætter, selv efter 10 år,« forklarer hun.

Kitchen Collective har i dag fire forretningsben, der gensidigt understøtter hinanden: delekøkken, butik, formidling samt event- og venuespace. Det betyder lavpraktisk, at Kitchen Collective hjælper nye iværksættere på vej ved at give dem en plads i delekøkkenet. Samtidig råder Kitchen Collective over smukke lokaler, som de lejer ud til events og arrangementer. Her får madiværksætterne fra delekøkkenet mulighed for at stå for maden, der bliver serveret, eller mulighed for at sælge deres produkter i butikken. På den måde er Kitchen Collective en rugekasse, som både hjælper iværksætterne med faciliteter, test, salg og rådgivning. Det sociale ansvar, som ligger i at hjælpe nye på vej, er altså bygget ind i Kitchen Collectives forretningsmodel.

Kitchen Collectives samfundsansvarlige tilgang til madiværksætteri har sat ekstra skub i det forretningsben, der handler om formidling, for efterhånden er der kommet flere og flere undervisningsopgaver og foredrag til, for bl.a. studerende og virksomheder.

Har mødt og hjulpet 700 madiværksættere på vej

I dag har Kitchen Collective mødt og hjulpet mere end 700 madiværksættere på vej gennem rådgivning, undervisning og adgang til delekøkkenet i Kødbyen. Ofte er iværksætterne folk, der ellers ikke ville have haft muligheden, og det har bl.a. betydet, at der i tidens løb er blevet talt mere end 30 forskellige sprog i køkkenet. Opstartshjælpen til nye madiværksættere handler for Mia Maja om meget mere end at stille faciliteter til rådighed:

»Madverdenen er på mange måder en fuldstændig sindssyg verden, som driver rovdrift på både mennesker og natur. Derfor er der brug for, at vi arbejder med helt andre logikker end de herskende, fx omsorg, demokrati og mangfoldighed. Jeg forsøger at massere samfundsansvar ind, hvor end jeg kan, når jeg hjælper nye på vej.«

Kitchen Collective ønsker at bidrage til at skabe en bedre madkultur i Danmark ved at udklække nye virksomheder, der forholder sig bevidst til de råvarer, der anvendes, og det miljø, der omgiver virksomheden. »Vi vil gerne fremme virksomheder og mennesker, der laver mad med bevidsthed,« forklarer Mia Maja.

Foto: Liv M. Kastrup

Hvad er den sande pris?

For Mia Maja Hansson er der dog brug for en langt større forandring af madsystemet:

»Vi har som forbrugere en forskruet opfattelse af, hvad det koster at producere et måltid. Restauranter, der forsøger at holde deres arbejdstid på et rimeligt niveau, ikke bruger gratis arbejdskraft og anvender gode råvarer, de kæmper økonomisk. Vi glemmer, at der bag den serverede tallerken står nogle mennesker og et mikroliv i jorden, som vi også skal passe på, og det koster altså nogle penge.«

Mia Maja Hansson arbejder derfor kontinuerligt med at undersøge og skabe synlighed omkring den sande pris, bl.a. ved at skabe netværk med andre i madverden og ved at være transparent omkring sin egen forretningsmodel. Hun forklarer: »Hvis vi går og putter med de egentlige priser, så forandrer vi ikke noget som helst. Det koster at tage et samfundsansvar, og det vil vi gerne være med til at vise.«

Artiklen er skrevet på baggrund af medlemsmødet ’Hvordan finansierer vi vores samfundsansvar?’ afholdt d. 27. februar 2025 med deltagelse af mere end 20 forskellige medlemsvirksomheder og -foreninger. Se de andre artikler i serien her og her.

Om Kitchen Collective
Kitchen Collective er et inkluderende, demokratisk, deleøkonomisk og dagsordensættende madiværksætterhus med delekøkkener, events og venue, butik og viden og formidling midt i det pulserende Kødbyen i København.

Kitchen Collective sætter scene til madiværksætteriet, fordi de tror på, at madiværksættere er fyrtårne for velsmagende løsninger på et sundere og mere bæredygtigt madsystem. I dag har de mødt og hjulpet over 700 madiværksættere i gang.

Se mere på deres hjemmeside.
Foto: Liv M. Kastrup
11/6/2025

Plads til alle? Åbent arrangement 20. maj om diversitet og inklusion på arbejdspladser

Kom og vær med til at udforske, hvordan vi skaber arbejdspladser, som flere kan og vil gå på arbejde i! Vi sætter scene til en række virksomheder, som har bygget diversitet og mangfoldighed ind i deres virksomhedsmodeller, og de vil dele ud af deres erfaringer til fælles inspiration.

Nyheder
Organisation
Netværk
11/6/2025

By-Expressen: Kollektiv ledelse som modsvar til en überhierarkisk og udnyttende branche

Med læssede ladcykler og sort-røde kasketter drøner de gennem byen. Men i modsætning til Wolt-budene og andre platformsarbejdere i deres branche leder de selv deres virksomhed og har maksimal indflydelse i deres arbejdsliv. Her fortæller buddet Sebastian Ross, hvad der driver dem til at gøre op med normen og ikke mindst, hvad der er surt og sødt ved at lede i flok.

Viden og formidling
Netværk
11/6/2025

Log Ladies: »Det er megafedt, at der ikke er nogen, der bestemmer over os, men at vi bestemmer sammen«

Log Ladies er en tømrer- og snedkervirksomhed, der både laver almindelige byggeopgaver og prøver at skabe en mere mangfoldig og inkluderende byggebranche. Byggebranchen er nemlig domineret af cismænd, og det er smadderærgerligt for branchen selv og for de kvinder, transpersoner og nonbinære, der prøver kræfter med den. Her fortæller Laura Klakk fra Log Ladies om det problem, de arbejder med, og om hvorfor de foretrækker at lede kollektivt og være deres egne chefer.

Netværk
Viden og formidling