18/12/2025
Nyheder

NY KOOPERATIV FOND LANCERET PÅ FABRIKA 2025

En ny kooperativ fond ser dagens lys. Bag den står byggekooperativet Logik & Co. Fonden støtter opstart af nye kooperativer i håndværkerfagene med 5 millioner kroner. Det eneste catch: De nye kooperativer skal selv hjælpe andre, når de er etablerede nok.

Fond vil støtte nye kooperativer

Byggekooperativet Logik & Co., som efterhånden har 25 år på bagen, lancerede på Fabrika 2025 deres nye kooperative fond. Fondens formål er at støtte opblomstringen af nye kooperativer i håndværkerfagene og hjælpe dem med at finde fodfæste. Konkret er det muligt at få støtte til at etablere meget af det, der er vanskeligt, når man starter en ny virksomhed op: kassekredit, revision, bogholderi og indkøb af værktøj og bil. Derudover er det muligt at få rådgivning, driftslån og ikke mindst adgang til opgaver gennem fonden.

Balder Johansen, som er daglig leder i Logik & Co. forklarede til fondens lancering på Fabrika, hvorfor de som kooperativ er blevet enige om at bruge deres overskud på at hjælpe nye i gang:

»I bund og grund tror vi på, at vi kan være med til at forandre byggebranchen – og i et større perspektiv samfundet – ved at starte nye kooperativer. Byggebranchen er fuld af usunde og dårlige arbejdspladser, og det vil vi gerne være med til at lave om på. Vi tror på, at medarbejdereje er en del af løsningen,« forklarede Balder.

Balder Johansen, der er dagligleder i byggekooperativt Logik & Co., præsenterer den nye fond.
Foto: Liv Latricia Habel

Fonden støtter i første omgang håndværkerkooperativer i Københavnsområdet men håber at udvide til andre brancher og landsdele på sigt.

»Vi starter med det, vi kender. Og efter mere end 25 år i branchen ved vi en hel del om at drive byggekooperativ i Københavnsområdet, og den viden vil vi gerne give videre til nye håndværkere,« fortalte Balder til fondslanceringen.

Dynamo med svampeanatomi

Modellen for den nye kooperative fond finder sin inspiration i naturen, nemlig fra mycelium, svampenes underjordiske rodnetværk. På samme måde som svampenes mycelium med deres omfangsrige forgreninger og forbindelser er det fondens vision at skabe et økosystem af kooperativer, som hjælper hinanden på kryds og tværs og er fælles om at skubbe samfundet i en mere bæredygtig retning.

Foto: Agnes Saaby Thomsen

Fondens støtte kommer derfor med den betingelse, at de støttede kooperativer, når de bliver etablerede nok, skal hjælpe nye i gang. På den måde vil fonden skabe en erhvervsdynamo, som kontinuerligt kan holde sig selv i gang.

»Det er afgørende for os at skabe en model, hvor visionen om at hjælpe andre bliver givet videre fra kooperativ til kooperativ og fra generation til generation,« forklarede Balder.

Kooperativers samfundstransformerende potentiale

Logik & Co. har allieret sig med advokat Knud Foldschack – specialist i fondsjura og alternative organisationsformer – til at lave en juridisk konstruktion, der kan sikre fondens vision om at lade støtten gå i arv. Knud Foldchack er ekspert i at bruge juraen som redskab til at skabe social forandring, og har han har i sin mangeårige praksis vist, hvordan det juridiske håndværk kan åbne nye veje for borgere, fællesskaber og bevægelser, der ønsker at udfordre status quo. Han har været med i hele opbygningen af Logik & Co. og var derfor det åbenlyse valg for kooperativet, som har store ambitioner med deres fondslancering:

»Aktivisme er ikke kun noget, vi laver i fritiden. I Logik & Co. er vi aktivister hver dag, når vi går på arbejde, for vi arbejder for at transformere vores samfund og vores økonomi. Og I kan være med! Frigør jer selv og skab eller overtag jeres arbejdspladser,« lød opfordringen til sidst fra Balder Johansen.


Sådan søger du:

Fonden har ikke et stort sekretariat med langstrakte ansøgningsprocesser, så det eneste du skal gøre for at komme i betragtning, er at sende en mail til logik@logik.dk.
18/12/2025

Public Service: »Vi er stiftet ud fra en nødvendighed. Der var ikke et alternativ«

Sophie Gevind, stifter af det kreative bureau Public Service, kunne ikke længere se sig selv i de eksisterende reklame- og designbureauer og startede sit eget firma i trods. Siden fandt hun ud af, at det hun havde gang i var et kooperativ, som i dag gør en hel del ud af at være en anderledes og mere rummelig arbejdsplads.

Netværk
Viden og formidling
1/9/2025

»Vi fortæller med stolthed, at vi driver socialøkonomisk virksomhed – det skal flere også gøre«

Her fortæller Christian Søndergaard, leder af den socialøkonomiske Saxogade, om Settlementets socialøkonomiske arbejde og om både fordele og fordomme ved at drive socialøkonomisk virksomhed.

Viden og formidling
18/12/2025

Fabrika - festival for fællesskabende iværksættere

Kooperativt København præsenterer Fabrika - to dage med workshops, talks, samtaler, fællesskab og madoplevelser, som gør op med konventionelle iværksætterlogikker og peger på fællesskabsbaserede alternativer. Næste Fabrika afholdes 29.-30. oktober 2026.

Nyheder
Organisation
Netværk
Viden og formidling