18/12/2025
Nyheder
Viden og formidling

HUMLEBIEN BESTØVER, FORBINDER OG GØR EN FORSKEL UD OVER SIG SELV

Med den nye Humlebipris – uddelt af Den Grønne Ungdomsbevægelse – er humlebien blevet symbol på de virksomheder, der trækker erhvervslivet i en bæredygtig og retfærdig retning. Og det er på høje tid, at der bliver sat fokus på andre succeskriterier end vækst, mener Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Hent talen her

Tale fra Den Grønne Ungdomsbevægelse til Humlebiprisen 2025, af Anna Bjerre Johansen

Download

OG VINDEREN ER...

På årets Fabrika – festival for fællesskabende iværksætteri blev den spritnye Humlebipris uddelt af Den Grønne Ungdomsbevægelse. Prisen går til virksomheder, der ligesom humlebien ikke flyver hurtigst og længst, men i stedet flyver rundt og skaber stor værdi for det lokale miljø.

Og sejren gik til Københavns Fødevarefællesskab (KBHFF) i tæt kapløb med tre andre nominerede ud af i alt 35 indstillede virksomheder. Aktivist Mia Pedersen begrundede sejren:

»Københavns Fødevarefællesskab handler udelukkende på vegne af sine medlemmer, og ethvert overskud går til lavere fødevarepriser og udvikling af fællesskabet. Dette aspekt er en af de stærkeste grunde til, at de blev nomineret til Humlebiprisen. I stedet for profit er de fællesskabsdrevne. Og det er netop den slags, vi gerne vil se i fremtidens virksomheder.«

Den Grønne Ungdomsbevægelse hyldede Københavns Fødevarefællesskab for at lykkes med at forbinde grøntsagerne og avlerne på markerne med forbrugerne i byen i en model, hvor fællesskabet vejer over profit. KBHFF er nemlig et forbrugerejet kooperativ, hvor alle medlemmerne er medejere.

Vinderen af årets Humlebipris blev Københavns Fødevarefællesskab. Foto: Agnes Saaby Thomsen

MODSVAR TIL BØRSENS GAZELLEPRIS

Den Grønne Ungdomsbevægelses prisuddeling er skabt som et modsvar til Børsens årlige Gazellepris, som hylder de hurtigst voksende virksomheder i landet. DGUB mener, at vi skal være kritiske omkring, hvad der ligger bag de usædvanlige økonomiske resultater og spørge os selv om, hvilke menneskelige og miljømæssige konsekvenser det kan have, når en virksomhed fordobler omsætningen inden for fire år.

Aktivisterne bag Humlebiprisen ønsker at redefinere erhvervslivets kriterier for succes og hylde de virksomheder, som går forrest i en ny retfærdig og bæredygtig retning, hvor den menneskelige og planetære bundlinje altid kommer først.

Klimaaktivist Anna Bjerre forklarede i sin tale til prisuddelingen:

»Vi drømmer om virksomheder, der som organismer i naturen vokser til de når deres naturlige størrelse, og derefter lever og blomstrer i mange år, mens de forgrener og udvikler sig i hele deres levetid – og som forstår deres ansvar, når de forvalter deres indflydelse i samfundet. Virksomheder i symbiotiske forhold med os og andre arter lagrer kulstof til genopbygningen af vores fælles fremtid og producerer ilt til gode, meningsfulde liv. Måske drømmer vi faktisk om virksomheder, der gror som træer.«

I stedet for gazellen har aktivisterne i Den Grønne Ungdomsbevægelse kastet deres kærlighed på humlebien som det dyr, der er bedst til at symbolisere en virksomhed, der udmærker sig ved reel værdiskabelse:

»Det handler ikke kun om fart og vækst, men om det værdifulde arbejde, der sikrer liv omkring os. Humlebien bestøver, forbinder og gør en forskel langt ud over sig selv – præcis som de virksomheder, DGUB ønsker at hylde. Den flyver ikke hurtigst eller længst, men skaber stor værdi i sit lokale miljø. Og ligesom humlebien, der teknisk set ikke burde kunne flyve, men alligevel gør det, viser disse virksomheder, at det umulige faktisk kan lade sig gøre. At man godt kan insistere på at prioritere reel værdiskabelse, eksperimentere med nye ejerskabsstrukturer og tage ansvar for samfundet omkring én – på trods af, at det ikke er det, den danske erhvervspolitik lægger op til.«

Aktivister i Den Grønne Ungdomsbevægelse står bag Humlebiprisen. Foto: Agnes Saaby Thomsen

TIL FREMTIDENS VIRKSOMHEDER

Kriterierne for den nye Humlebipris er baseret på Den Grønne Ungdomsbevægelses bog ”Til fremtidens virksomheder”, hvor de har defineret 7 principper for fremtidens virksomheder.

Klimaaktivist, Anna Bjerre Johansen, fortalte i sin tale til prisuddelingen, at det ikke nytter noget at ekskludere erhvervslivet, for alle skal med ombord, hvis vi skal sikre en grøn transition. I stedet mener aktivitsterne, at der skal ændres på de præmisser og betingelser, virksomheder i dag eksisterer på.

Det har fået dem til at opstille syv principper for bæredygtige virksomheder:

1. Opsæt værn mod prioritering af profit

2. Prioriter gode arbejdsliv

3. Demokratisér beslutninger

4. Producér til brugere frem for forbrugere

5. Producér social og økologisk regenerativt

6. Tag ansvar på indflydelse på samfundet

7. Anerkend grænser og stop overskalering

I processen med at skrive bogen opdagede de, at verden allerede er fuld af eksempler på progressive virksomheder – alt hvad de har skrevet, er der nogen, der allerede gør. Den erkendelse førte til verdens første Humlebipris.

Humlebiprisen blev fejret med bobler til prisuddelingen på Fabrika. Foto: Liv Latricia Habel

Den Grønne Ungdomsbevægelse
Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB) er en bevægelse af unge, der kæmper for en grønretfærdig fremtid! De arbejder 100% frivilligt, er partipolitisk uafhængige ogstræber efter en gennemsigtig og flad organisationsstruktur. Den Grønne Ungdomsbevægelse er for alle: uden uddannelse, under uddannede, ledige, i job. Alle køn, kønsidentiteter, seksualiteter, hudfarver, kroppe og sind er velkomne i vores fællesskab.

Københavns Fødevarefællesskab
KBHFF er et lokalt handlefællesskab, organiseret som et fmba, der gennem direkte handel med lokale økologiske og biodynamiske landbrugere forsyner medlemmer med lokalt producerede, sæsonbestemte, økologiske og biodynamiske fødevarer. KBHFF er primært drevet af frivillige.

Hent talen her

Tale fra Den Grønne Ungdomsbevægelse til Humlebiprisen 2025, af Anna Bjerre Johansen

Download
18/12/2025

NY KOOPERATIV FOND LANCERET PÅ FABRIKA 2025

En ny kooperativ fond ser dagens lys. Bag den står byggekooperativet Logik & Co. Fonden støtter opstart af nye kooperativer i håndværkerfagene med 5 millioner kroner. Det eneste catch: De nye kooperativer skal selv hjælpe andre, når de er etablerede nok.

Nyheder
18/12/2025

LANCERING AF GUIDE: VI KAN ALLEREDE I DAG GØRE MEGET

Kooperativt København og Another Life udgiver i fællesskab en guide, som skal give inspiration til at arbejde med social bæredygtighed, repræsentation og antidiskrimination på arbejdspladser. Guiden blev lanceret på Fabrika 2025 med budskabet: Vi kan allerede i dag gøre meget for at skabe arbejdspladser, hvor alle kan trives og deltage.

Viden og formidling
18/12/2025

Buddha Bikes: »Jeg anerkender ikke præmissen om, at vi gør noget særligt. Vi er bare et cykelværksted«

Buddha Bikes ønsker at modarbejde den uholdbare brug-og-smid-væk-kultur, som de mener præger vores forhold til både materialer og mennesker. Det betyder helt konkret, at de ansætter folk med diagnoser og genanvender kasserede cykler. Stifter Simon Nohrstedt fortæller her om tankerne bag deres rekrutteringspraksis, og hvordan de arbejder med rummelighed i hverdagen.

Netværk
Viden og formidling